Analyse og fortolkning af film

Er der anvendt håndholdt kamera eller stativ i produktionen? Samspillet mellem billede og lyd, samt fortællingstemmen - supplerer fortælleren billederne ved at give aflastning, eller forankrer stemmen billederne?

Et samspil mellem form, indhold og stil: Det er værd at undersøge, hvordan filmens forskellige virkemidler og historiens indhold samt perspektiv fungerer særligt godt sammen. Tema og budskab - hvad er filmens formål? Ønsker instruktøren at præsentere tilskueren for en lukket fortælling, eller er det en film, der tilbyder svar og etablerer en klar fortælling? Er filmen vurderet som god eller dårlig?

Analysen kan desuden omfatte filmens afsender-modtagerforhold, appelformer - herunder ethos, logos og patos - samt sproghandlinger, der kan klassificeres som informerende, selvfremstillende eller handlingsregulerende. Det kan være relevant at fokusere på en enkelt sekvens i filmen og vurdere, hvordan denne understøtter filmens hovedargument og dermed dens overordnede budskab.

For eksempel kan filmen præsentere førstehåndsudsagn fra eksperter eller personer, som modtageren har tillid til. Redigeringen af filmen er blevet foretaget af Jørn Ingemann Knudsen, og materialet kan også læses på Jans egen danskfaglige hjemmeside: gymdansk. Indledning Til at analysere en dokumentarfilm, anvender den amerikanske filmkritiker og -teoretiker Bill Nichols en retorisk tilgang.

Dette signalerer, at han betragter dokumentarfilm som en form for argumentation, men ikke i den traditionelle forstand, som man finder i en argumentationsanalyse. Nichols' formål med at analysere dokumentarfilm er at afdække filmens særlige udsagn, dens perspektiv på eller forslag til ændring i den virkelighed, der præsenteres.

I det følgende vil vi kort gennemgå, hvordan Nichols tilpasser de retoriske faser, så de kan anvendes som udgangspunkt for en analyse og fortolkning af en dokumentarfilm: Inventio - at finde argumenter. Den første fase i analysen handler om at identificere de beviser og argumenter, der understøtter dokumentarfilmens perspektiv på eller forslag til ændring i virkeligheden.

Bill Nichols skelner mellem faktuelle beviser og falske, opdigtede beviser. Faktuelle beviser omfatter vidner, dokumenter, herunder arkivfotos, bekendelser og fysiske beviser som DNA. Disse beviser er ikke skabt af instruktøren, men eksisterer uafhængigt af filmen og kan derfor betragtes som valide. Dog kan de fortolkes og anvendes af instruktøren til at underbygge den påstand eller det udsagn, instruktøren ønsker at fremføre.

Falske og opdigtede beviser er beviser, der ikke er valide uden for filmens kontekst, men som i filmen bliver fremstillet som ægte. Bill Nichols anvender Aristoteles' tre appelformer - ethos, logos og patos - til at beskrive, hvordan instruktøren forsøger at overbevise publikum om validiteten af disse falske beviser. Ethos refererer til et indtryk af, at instruktøren, vidner eller autoriteter besidder god moral eller troværdighed.

Patos handler om at appellere til publikums følelser for at skabe en overbevisning om bevisernes validitet. Logos handler om at give indtryk af, at man beviser sagen ved at anvende logisk ræsonnement. I denne sammenhæng er der dog ikke tale om objektivt valide beviser. Ofte vil der være tale om en blanding af et logisk ræsonnement og et ræsonnement, der er misvisende, uholdbart eller foregiver at være ægte.

Dette indebærer typisk en grundlæggende værdi eller overbevisning, der ligger til grund for ræsonnementerne, og som ikke nødvendigvis ekspliciteres, men som indirekte kan bidrage til dokumentarfilmens troværdighed og overbevisningskraft. De fire efterfølgende retoriske faser bidrager ofte indirekte til at styrke afsenderens sag og gøre filmens argumentation mere overbevisende: Dispositio - at strukturere.

Dispositio refererer til, hvordan dokumentaren er struktureret. Den klassiske retorik opdeler en god argumentation i fem dele, som Bill Nichols overfører til dokumentarfilm: En åbning, der fanger seerens opmærksomhed, en afklaring af, hvad der allerede er sagt, og hvad der stadig er uafklaret, et konkret argument fra et bestemt perspektiv, der understøtter instruktørens vinkel, en gendrivelse, der afkræfter forventede indsigelser eller modsatrettede argumenter og en opsummering, der skal påvirke seeren følelsesmæssigt eller overbevise.

Selvom strukturen i en dokumentarfilm ofte afviger fra denne klassiske struktur, er det værd at undersøge, hvordan dokumentarfilmen dokumenterer, argumenterer for sit perspektiv og forslag til virkeligheden, og hvor i filmen de forskellige elementer i ovenstående oversigt anvendes. Når man analyserer dokumentationen og argumentationen i en dokumentarfilm, er det vigtigt at fastlægge det perspektiv eller det forslag til virkeligheden, som filmen fremlægger.

Herefter skal man arbejde med strukturen for dokumentationen og argumentationen - altså den måde, argumenterne for det overordnede perspektiv struktureres på. Det er ikke nødvendigvis karakterernes argumentation, men den dokumentation, argumentationen, der er for filmens perspektiv på eller forslag til virkeligheden. Elucotio - stil. Kameravinkler, belysning, klipning, billedbeskæring og andre filmiske virkemidler er værktøjer, som instruktøren anvender i sin kommunikation med seeren.

Memoria - at huske. Memoria, som den klassiske retorik definerer som evnen til at have memoreret sin argumentation, så man kan levere den spontant, gælder ikke for dokumentarfilm. Bill Nichols fastholder dog memoria som en del af dokumentarfilmen: Dels handler dokumentarfilm som genre om at huske udsnit af virkeligheden, og dermed huske, hvad der sker i den verden, vi lever i.

Dels aktiverer seeren sin egen hukommelse og forforståelse, mens seeren ser filmen. Og dels aktiveres hukommelsen inden for filmens egen struktur, fordi vi husker scener fra tidligere dele af filmen, efterhånden som vi kommer længere ind i filmen. Tidligere scener giver senere scener mere betydning, og senere scener vil sende betydning tilbage til foregående scener, som vi husker.

Memoria i sig selv har ikke en direkte anvendelse i en analyse af dokumentarfilm, men det kan være nyttigt at undersøge, hvilken diskurs filmen taler til, eller hvilken forforståelse den påkalder. Actio - at levere. Ansigtsudtryk og gestik, kropssprog er en form for non-verbal kommunikation, der er en anden måde at udtrykke sig på end det talte sprog, og det er vigtigt at tage i betragtning i analysen af en filmisk genre, hvor modtageren, seeren, både kan høre og se de personer, der kommunikerer.

Under interviews er dette særligt tydeligt, og i gestik og ansigtsudtryk ligger der en stærk følelsesmæssig kraft. Smiler personen, eller er der gråd? Den non-verbale kommunikation har - ligesom den verbale - betydning for, hvorvidt seeren opfatter filmens argumentation som mere eller mindre overbevisende.